En effektiv contentproduktion er afgørende for at kunne skrive værdifuldt content. Men hvordan kommer man lige i det “zen”, hvor ordene bare flyder.
Når du sætter dig ved tasterne for at skrive et blogindlæg, et SoMe-opslag, et nyhedsbrev eller noget helt fjerde, har du naturligvis et formål med skriveriet. Måske har du en nyhed at bringe, et tilbud at give eller en anden form for information at levere.
Det vigtigste formål er, uanset budskab, at din samlede contentproduktion i sidste ende skaber værdi for din målgruppe. Det er nemlig essensen af content marketing.
Nu sidder du måske lidt med ’no shit, Sherlock ’-følelsen. For selvfølgelig skal dit content skabe værdi for dem, som læser det. Men det er bare lettere sagt end gjort. Contentproduktion er nemt at tale om, men selv de bedste intentioner er intet værd, hvis de ikke udleves.
Derfor får du her en miniguide til, hvordan du producerer værdifuldt content til din målgruppe.
Contentproduktion – step by step
Forbered dig
Skal du skabe værdi for din målgruppe, er det alfa-omega, at du kender den målgruppe! Og ikke bare stik-en-finger-i-jorden kender dem. Men virkelig kender dem. Udarbejd f.eks. gerne personas, der repræsenterer din målgruppe som en del af din strategi.
Når du ved, hvem og hvor din målgruppe er, hvad de synes om, hvordan deres online adfærd er, og hvad deres behov er, kan du skabe værdi for dem med din contentproduktion. Hvis du eksempelvis sælger reservedele til biler, og din målgruppe er erhvervsfolk, som lever af at kunne komme fra A til B i deres firmabil, har de et behov for, at motoren starter hver eneste gang, nøglen drejes, hvis de skal kunne passe deres arbejde. Så sælger du servicetjek til denne målgruppe, kan du spille på vigtigheden af service i forhold til, at de aldrig skal bekymre sig om at misse et vigtigt møde, fordi motoren driller.
Inden du bare skriver løs, på både de lange og korte tekster, er det en god idé at overveje, hvad du egentlig vil have sagt. Det er nemlig ret nemt at lade sig rive med. Så opstil en disposition over, hvilke elementer, der skal med i det enkelte stykke content, inden tastaturet løber afsted med dig. Du kan måske starte med at spørge dig selv, hvad det vigtigste er, at din målgrupper får ud af at læse dit content.
Giv dig tid til at skrive
Hastværk er lastværk. Det siger måske lidt sig selv, i og med at du lige har læst et helt afsnit om forberedelse, men uanset om det er korte tekster til sociale medier eller om det er længere tekster, så tager det altså ikke bare fem minutter at kradse lidt tekst ned. Sæt derfor god tid af til at producere dit content, og tænk gerne forud.
Hvis du skal skrive en tekst om en begivenhed, som finder sted i din virksomhed, så brug ikke tiden til denne begivenhed på at skrive et opslag til de sociale medier, når du står i orkanens øje. Skriv den dagen før, hvis det kan lade sig gøre. Nogle mennesker arbejder bedst under pres – og hatten af for dem. Men det kan altså være svært for selv den bedste at indtænke målgruppens behov og en stærk levering, når man egentlig har travlt med noget andet.
Handler det ikke om sociale medier, men om blogs eller hjemmesidetekster, er noget af det vigtigste for dit contents værdi, at målgruppen læser det, de forventer at læse. Laver du annoncer på Google eller sociale medier, er det formegentlig, fordi du ønsker flere besøgende på hjemmesiden (don’t we all?). Men du kan ikke bare lokke med alverdens gode søgeord.
Søgeord der batter
Har du brugt din forberedelsestid på at lede efter søgeord med høj volumen, er det enormt vigtigt, at det indhold du producerer, hænger sammen med de pågældende søgeord. Dit content skaber absolut ingen værdi for din målgruppe, hvis det ikke besvarer deres søgning. Her må man altså, som med næsten alt andet, værdsætte kvalitet over kvantitet. Du kan læse mere om vigtigheden af gode landing pages her.
I forsøget på at afdække din målgruppes behov kan det under contentproduktionen være en god idé at tænke over, om du beskriver dit produkts egenskaber eller udbyttet og fordelene ved at anvende dit produkt. Det er nemlig sjældent, at vi inspireres og drages af funktionsbeskrivelser. Særligt hvis vi ikke ved, hvad vi skal bruge det til. Og måske alle de bagvedliggende tanker og teknologier egentlig er lidt overflødige, så længe det løser et problem.
Lav en tjekliste
Når du har sat det sidste punktum, er det en god idé lige at tjekke form og indhold ved at stille dig selv et par kritiske spørgsmål. Spørg dig selv, hvilken værdi dette stykke content skaber for din målgruppe, om hovedbudskabet er tydeligt, og om du fortæller om egenskaber, fordele eller udbytte ved dit produkt eller service?
Og sidst, men ikke mindst! Korrektur ikke bare en god idé, men et must. Tastefejl og knas i grammatikken er simpelthen for ærgerligt at få sendt ud! Og ærlig snak, så sker fejl for selv den bedste.
Følg op og evaluer på værdien af dit content
Udover at skabe værdi for din målgruppe, skulle din contentproduktion også gerne skabe værdi for dig og din virksomhed. Derfor er det altid vigtigt, at du opstiller KPI’er for dine online indsatser. På den måde kan du løbende justere form og indhold, så værdien øges for alle parter.
Tilbage er der nu bare at sige rigtig god skrivelyst!
”Har du brug for hjælp til at finde frem til din målgruppes behov eller til at få skrevet dine tekster, er du velkommen til at kontakte mig. Så kan vi tage en uforpligtende snak om, hvordan dine ressourcer er bedst muligt givet ud.”
Sigrid Tanderup
Content marketing specialist
Mail: sigrid@signafilm.dk
Telefon: +45 22 59 06 15