Vælg en side

”Din virksomhed SKAL da på Facebook”, ”Du siger da ikke, at du ikke er på LinkedIn?”, ”Jamen videoannoncering er den eneste vej frem – du skal bare på YouTube og Vimeo”.

Rådene er mange, og forvirringen er total. Du har måske nikket til ovenstående før med et tomt blik i øjnene og kan ikke finde hoved og hale i alle de muligheder, du har i oceanet af platforme.

Har du i vild panik oprettet en profil på Facebook – fordi andre sagde, at du skulle – som nu bare ligger og samler virtuelt støv? Slå koldt vand i blodet. Du er ikke alene.

Vi har strikket en guide sammen til dig, som forhåbentligt kan give dig et overblik over, hvad de forskellige medier egentlig kan, hvilken slags indhold der er passende til hvilket medie, og hvordan jargonen er her og der.

Sociale medier og nyhedskanaler

Skal du skrive i en formel tone, eller skal du skrive, som du snakker? Det kommer faktisk helt og aldeles an på, hvor på kanalkortet du er. Og som lovet, vil vi være din navigatør på den front.

Det første vi skal have på plads er en definition af de dersens sociale medier. Inden vi kan dele dem op i bidder, må vi nemlig forstå, hvad vi gaber over.

Sociale medier er online platforme, hvor både privatpersoner, kendte mennesker og virksomheder færdes med et overordnet formål om at kommunikere og interagere. Om det er moster Jette, der vil følge med i lille Lasses spændende jordomrejse; store musikikoner, som takker sine fans for en god koncert; eller virksomheder, der brander sig selv og sine services. Alle har mulighed for at kommunikere og blive kommunikeret til. Og som vi startede med at fortælle, så er det ikke alle historier, der egner sig til alle medier. Lasses jordomrejse ville f.eks. give mere mening at dele på medier som Facebook og Instagram, frem for LinkedIn og Twitter, da man godt må være mere uformel her.

Der findes et utal af sociale medier og andre kommunikationskanaler, og uanset hvor gerne vi end ville, kan vi altså ikke gennemgå dem alle sammen. Vi har derfor udvalgt de seks kanaler, som vi ser som værende de mest relevante i online markedsføring: Facebook, LinkedIn, Instagram, Twitter, YouTube og Vimeo.

Facebook startede som et socialt medie med formålet at holde kontakt med sine venner og bekendte. Meget vand er løbet under broen siden, og Facebook er nu en særdeles populær og næsten uundværlig markedsføringskanal.

Hvem og hvad egner mediet sig bedst til?

Det er ikke alle virksomheder, mediet egner sig til. Der er nogle B2B virksomheder, som måske ikke ville drage nytte af en Facebookprofil. Det kan f.eks. være virksomheder, der sælger nicheprodukter, som ganske få virksomheder har behov for. Vi mener dog, at det er en individuel vurderingssag, da det igen afhænger af, hvor din målgruppe befinder sig. Alligevel tør vi godt sige, at det er forventeligt, at privatforbrugeren kan finde enhver B2C virksomhed på Facebook.

Når det kommer til indholdet på Facebook, mener vi som udgangspunkt, at det altid handler om at fortælle den gode historie. På Facebook er der plads til at blive forholdsvis personlig, om det så handler om employer branding eller en kundes positive oplevelse med din virksomhed.  Du må også gerne fortælle om din virksomheds resultater samt de services og produkter din virksomhed tilbyder. Der er faktisk ikke mange no-gos på Facebook, hvis du fortæller historien til de rigtige personer. Du må desuden hjertens gerne (læs: skal) bruge emojiis og smileys i dine opslag og annoncer. Alting med måde, dog. Men inden du starter med at sprede de gode historier, er der et par ting til, du også skal vide om Facebook.

Facebookbrugerne vil tilbage til ”det sociale” udgangspunkt

I lang tid har virksomheder kunnet nå langt ud med deres budskaber uden at hive læderet frem, men sådan er det ikke helt længere, selvom det stadig ikke hiver foret med ud, når der skal afregnes. Facebooks brugere har nemlig talt og Facebook har lyttet. Folket vil tilbage til udgangspunktet, hvor det var venner og bekendtes gode historier, der fyldte i nyhedsfeedet frem for et hav af ligegyldige reklamer fra både højre og venstre. Det er en tendens, der i dag tvinger virksomheder til at være mere aktuelle og relevante end nogensinde før – især når det gælder organiske opslag.

De opslag, som du ikke betaler for, hedder organiske opslag. Det er dem, som (måske) bliver set af de personer, der følger din side og af venner til dem, der interagerer med dine opslag. Og det er her, at snakken om udgangspunktet kommer på banen. Facebooks algoritme har nemlig ændret sig, så det bliver endnu svære for virksomheder at stjæle spotlightet fra Lasses jordomrejse og nå ud med deres budskaber. Men…

Nå ud til mange – og de helt rigtige – med Facebookannoncering

Det ER muligt at markedsføre sig gennem Facebook og stadig opnå gode og målbare resultater. Det skal bare gøres gennem annoncering i programmet Business Manager. Det betyder, at du skal betale dig fra det, men gør du det rigtigt, er dine penge givet godt ud. Og nej, vi taler ikke om den famøse ”Boost-knap”, som med et klik lover at løse alle dine problemer.

Dine budskaber opnår ingen resultater, hvis de ikke når ud til de rette personer. I Business Manager har du mulighed for at eksponere dine annoncer for lige præcis din ønskede målgruppe. Du kan henvende dig til lige præcis den aldersgruppe og demografi, som du ønsker. Du kan også være branchespecifik og henvende dig til folk med en bestemt titel. Eller du kan henvende dig til folk, som allerede har vist interesse for din virksomhed og produkt – også kaldet retargeting. Det kan f.eks. være folk, der har besøgt din hjemmeside, folk der har foretaget bestemte handlinger på din hjemmeside, eller folk der har set dine videoer på Facebook.

Det er regel nr. 1 i moderne markedsføring, at du skal målrette dit budskab, og Facebook er ingen undtagelse. Er du i tvivl om, hvordan du finder frem til, hvem din målgruppe egentlig er, anbefaler vi, at du laver personas, som er fiktive personer, der repræsenterer din målgruppe. Hvordan du gør det, kan du læse om lige her.

LinkedIn

I det modsatte ringhjørne til Facebook finder vi LinkedIn. Det professionelle og faglige sociale medie.

Hvem og hvad egner mediet sig bedst til?

LinkedIn er som sagt for og til de professionelle. Så her henvender du dig altså ikke til privatpersonen, der ønsker at købe en ny gryde til køkkensamlingen. Du skal tale til deres professionelle jeg. Derfor er det på LinkedIn en gylden regel, at du må gøre alt andet end at sælge – hvis altså du ikke ønsker at blive klynget op og hængt ud. Det er meget groft sagt, men det er faktisk sandheden. Hvad end du er en B2C eller B2B virksomhed, vil du hurtigt opdage, at du ikke får meget engagement ved at prøve at sælge dit produkt eller din service – tværtimod.

Det handler i stedet om at inspirere – og det kan man gøre på forskellige måder. Nogle virksomheder ser det som et udstillingsvindue, hvor de kan dele virksomhedens bedrifter med deres følgere og potentielle medarbejdere. Det er i og for sig okay, så længe det gøres med et gran ydmyghed, og det ikke gøres for ofte. Andre bruger det til at inspirere og lade sig inspirere af branchespecifikke emner. Den tilgang er vi mere tilhængere af. Ønsker man som virksomhed at inspirere med branchespecifikke emner, skal du bare huske at have din målgruppe for øje. Del kun emner din målgruppe finder interessant og ikke bare det, som du finder interessant – for det kan være to vidt forskellige ting. Husk altid på sætningen: ”Du er ikke din kunde”.

Annoncering på LinkedIn

Slutteligt er det selvfølgelig også muligt at promovere din virksomhed gennem LinkedIn. Det er dyrere end på Facebook og Instagram, men hvis det er her dine kunder befinder sig, er det godt givet ud. Ønsker du f.eks. at ramme personer, som arbejder i bestemte virksomheder eller inden for bestemte brancher, er det muligt med LinkedIn annoncering. Bare husk på, at dine budskaber stadig skal fokusere på at inspirere i stedet for at sælge, selvom der er tale om annoncering.


Instagram

Det der er specielt ved Instagram er, at det er et meget visuelt medie. Oprindeligt delte man udelukkende billeder med ganske korte tekster, som blev set af ens følgere. I dag har Instagram lavet en seriøs indenomsoverhaling og deres muligheder for annoncering og markedsføring vækster helt enormt.

Nu name droppede vi lige kort Business Manager tidligere, og det er faktisk samme mølle med Instagram, når vi taler om annoncering. Facebook ejer nemlig Instagram, så du kan ret nemt afdække begge disse kommunikationskanaler i din markedsføring.

Hvem og hvad egner mediet sig bedst til?

Især for B2C virksomheder er mulighederne på Instagram virkelig bemærkelsesværdige takket være dem, vi kalder for influencers. Der findes nok ikke en specifik jobbeskrivelse for dem, men deres primære funktion er at… Ja influere. Du har garanteret set det før. Smukke, unge mennesker, som har fået tilsendt en creme fra et bestemt mærke, der har givet deres hud helt nyt liv – og det fortæller de alle deres følgere på Instagram om. Det er personer som dem, du skal have fat i, men du skal ikke tage den første og den bedste.

Det er utrolig vigtigt, at din influent er troværdig. Det nytter altså ikke noget at sætte en mad-influent til at promovere dit nye TV, for det er personens følgere ikke interesseret i, eller tror på at personen har forstand på. Sælger du derimod lækre fødevarer, som egner sig til tidens trends, er det helt ideelt at bruge en mad-influent.

Er Instagram så udelukkende for B2C virksomheder, der bruger influencers? Nej. Men det er dog hovedsageligt, det vi ser i øjeblikket. Og fordi Instagram bruges til at kommunikere til private personer, er tonen også derefter. Det betyder altså, at du skal skrue op for dit emojii-game og dit forbrug af tillægsord. I modsætningen til de andre medier, vil forbrugeren her gerne høre, hvor fantastisk du og dine kunder synes dine produkter er. Og anerkender du dine kunder med en kommentar og et like, når de deler billeder af dine produkter, får du en ekstra thumbs up herfra.

Forskellen på almindelige opslag og de såkaldte stories

På Instagram har stories mere eller mindre overtaget folkets opmærksomhed. Det er stadig vigtigt at opbygge sig en god contentbank i form af et spændende feed, men det er primært gennem dine stories, at du lokker ind på din profil. Det er også en belejlig måde for forbrugeren at høre dit budskab på i forbifarten.

Stories er korte videoer eller billedvisninger, som er tilgængelige i 24 timer på enten en virksomheds- eller privatprofil. Indholdet i stories er sjældent lige så poleret som almindelige opslag på Instagram, og de kan derfor virke mere autentiske.

Det vi kalder dit feed, er den samling af billeder og/eller videoer, som du har uploadet på din profil.

Oprindeligt var det brugen af hashtags i billedteksterne i feedet, som var hovedårsag til, at man blev fundet på Instagram. Og man bruger dem bestemt endnu. Ved at sætte et hashtag foran sit søgeord i sin billedtekst, deler man på samme tid sit billede i en kategori med andre billeder, som har samme hashtag. Forhandler din virksomhed f.eks. fiskestænger, kunne dine hashtags være navnet på modellen eller bare #fiskestang. Kigger en potentiel kunde efter billeder under dit brugte hashtag, vil de blive eksponeret for dit billede.

Ny og smart måde at få følgere på

Instagram har for ganske nyligt lanceret en ny feature, som hedder Name Tag. Det går i alt sin enkelthed ud på, at man har en personlig QR-kode for sin bruger eller virksomhedsprofil, som gør det nemmere for personer at følge dig. Koden kan trækkes ud af det digitale univers, så potentielle følgere kan eksponeres for din Instagram-profil gennem flyers og lignende og følge profilen ved blot at tage et billede af koden.


Twitter

Og Twitter… Kære Twitter. Uden at fornærme nogen, kan vi vist godt sige, at det ikke er her, du bør lægge for mange af dine marketingskroner og tid, hvis du har meget andet end politiske statements på hjertet.

Hvem og hvad egner mediet sig bedst til?

Det er måske lige sort/hvidt nok, at Twitter kun bruges til politiske statements, men faktum er bare, at det ikke er et ret populært medie i Danmark blandt andre end journalister, politikere og debatøre. Det kan også være relevant for dig som virksomhed, hvis du har et ønske om at påvirke den politiske dagsorden.

Så mener du, at dine budskaber hører til på Twitter, vil vi ikke stå i vejen for det. Du skal bare være opmærksom på, at det er tidskrævende. Twitter-brugere læser som regel ikke lange indlæg og opdateringer, men derimod mange korte og relevante opslag. Gennem pressemøder er det en fantastisk mulighed for journalister, at de kan tweete hovedpunkter gennem hele mødet. Journalisten skriver formentlig en sammenhængende artikel senere, som samler op på alle tweetsene, men den færdige artikel har sin egen platform.

Og så er det altså også muligt at annoncere på Twitter og segmentere dit indhold, men overvej om det er her, din målgruppe er. Igen henviser vi til, at du læser vores blogindlæg om personas, så du får kommunikeret til din målgruppe, der hvor de er.

YouTube og Vimeo

Videomarkedsføring er jo vores lille hjertebarn, men vi skal alligevel forsøge at fatte os i korthed.

Følger du med her på bloggen, har du måske allerede læst, hvorfor du skal bruge film på din hjemmeside. Man siger, at et billede siger mere end 1000 ord, så hvad siger en video på 1-2 minutter? Og det er ikke bare, fordi vi synes det er hyggeligt at se film, vi har faktisk rigtig god erfaring med resultatgivende markedsføringsfilm.

Hvem og hvad egner medierne sig bedst til?

Når du så har tilsluttet dig idéen om, at du vil gøre film til en del af din online markedsføringsplan, skal du ovenikøbet også beslutte dig for, hvor det skal være, og hvordan. Det er en beslutning, der kræver en del overvejelse, og du kan læse om fordelene og ulemperne ved både YouTube og Vimeo her. Indtil da kan du tænke YouTube vs. Vimeo som Facebook vs. LinkedIn. Vimeo er mere professionelt, men du kan nå ud til mange flere på YouTube, fordi der altså bare er markant flere brugere her.

Du har mulighed for at dele dine videoer på din egen kanel, du kan annoncere på andres kommunikationskanaler, og på YouTube finder du også vej til influencers inden for (næsten) alle brancher, og de er altså også værd at tage fat i – hvis de er relevante for lige netop din virksomhed!

Så hvor står vi nu?

Nu ved du, hvad hvert kommunikationsmedie mere eller mindre egner sig til, men som nævnt er det vigtigste jo at afdække, hvor din målgruppe er til stede. Det bør du have afdækket, inden du vælger kommunikationsmedie ud fra din mavefornemmelse.

Vi vil til hver en tid anbefale, at alle kommunikative indsatser tager udgangspunkt i en kommunikationsstrategi. En kommunikationsstrategi er en strategisk rettesnor til din virksomheds vej mod sin målsætning gennem kommunikative indsatser. Det er i udarbejdelsen af denne, der bør tages højde for, hvem din målgruppe er, og hvordan de anvender sociale medier og andre kommunikationskanaler. Så kan du nemlig tale direkte til dem i stedet for blot at krydse fingre for, at du har valgt den rette kanal som medie til dit budskab.

Læs mere om, hvordan du udarbejder en kommunikationsstrategi, der kan være din rettesnor, og som kan eksekveres. 

Rikke Frost
Content marketing specialist
Mail: rikke@signafilm.dk

Telefon: + 45 22 65 99 11