Vælg en side

Det er vist ingen hemmelighed, at vi i SIGNAfilm er fortalere for videomarkedsføring og klart anbefaler, at det er noget alle tænker ind i deres marketing- og kommunikationsstrategi. Men vi er også godt klar over, at det for mange ikke er noget, man bare lige kaster sig hovedkulds ud i. Det kræver planlægning, tid og ressourcer. Så for at hjælpe jer, der sidder derude og gerne vil i gang, har jeg samlet 7 steps til at lægge en strategi for din videomarkedsføring.

Se videoen og læs mere om hvert step nedenfor.

Step 1: Gør op med ideen om, at det er for dyrt og tidskrævende

Første step til at bryde barrieren og komme i gang er at gøre op med forestillingen om, at det er åh så dyrt og besværligt at lave video. Jeg ved, at budget-skoen kan trykke, og det kan være svært at se, hvor man skal finde pengene henne. Men her er det så, at jeg trækker statistik-kortet. Wyzowls (https://www.wyzowl.com/) fjerde årlige State of Video Marketing Survey viser nemlig, at 76% siger, at video har været med til at øge deres salg, og at virksomheder, der bruger video, øger deres indtægter 49% hurtigere end virksomheder, der ikke bruger video. Så det kan godt være, at det virker som mange penge nu og her, men kan jeg øge mit salg med 76%, så tror jeg nok lige, at jeg siger ja tak!

For flere statistikker om videomarkedsføring, kan du læse blogindlægget “Derfor skal du bruge videomarkedsføring. Videoens overbevisende kraft”.

Step 2: Definér formålet med din videomarkedsføring

På trods af, at jeg ikke er bleg for at rose videomarkedsføring til skyerne, er jeg nødt til at understrege, at det ikke nødvendigvis er alle, der skal gå i gang med det her og nu. Lad mig uddybe. Hvis du har hørt diverse steder, at du skal skynde dig at komme i gang med at lave en masse film, men ikke ved, hvad du skal bruge dem til, så er du måske ikke klar til at bruge videoer endnu. Jeg tror, at alle kan få noget godt ud af videomarkedsføring, men det kræver, at man har defineret et formål og nogle mål. Så det er altså her, du skal starte.

Sørg for at få gjort det klart, hvorfor du vil bruge video i din online kommunikation. Hvis grunden er, at alle andre gør det, så skal der nok arbejdes lidt på formuleringen, inden du går i gang. Ellers kan det meget hurtigt blive en uoverskuelig proces. Du skal altså grundigt overveje, hvorfor din virksomhed skal bruge videomarkedsføring, og hvad I skal have ud af det. Hertil kommer selvfølgelig også hele snakken om målgrupper og personas. Er din målgruppe f.eks. slet ikke tilstede online, hvor videomarkedsføring giver mening, så er det måske ikke det, du skal kaste dig over. Medmindre du vil bruge video til at forklare, hvem du er, og hvad du kan ude på kundemøder eller til større arrangementer. Så kan det godt betale sig. Igen, afhænger det af din målgruppe og hvor og hvornår, du rammer dem allerbedst.

Step 3: Sæt dig mål

Ligesom med alle andre strategiske tiltag er det vigtigt, at du sætter dig nogle mål for din videomarkedsføring. Videoer er blot ét led i din online strategi, og vi anbefaler, at du sætter delmål for alle leddene, så det er nemt at følge med i, om det går den rigtige vej. Uden målbare ambitioner er der risiko for, at du mister overblik, og at du næsten med garanti ikke ved, om det du laver har effekt eller ej.

Videomarkedsføring er et middel, der skal hjælpe dig på vej mod at nå din virksomheds overordnede strategiske mål – hvad enten det er mere salg, flere leads, øget kendskab eller noget helt andet. De mål du sætter, skal derfor være nogle, der kan holdes op mod dit overordnede mål og give dig en indikation på, om du er på rette kurs.

Og så er det vigtigt at nævne, at du selvfølgelig også skal huske at følge op på dine mål og måle på effekten af dine videoer.

Step 4: Begynd at finde ideerne til dine videoer

Hvilke historier vil du gerne fortælle med dine film? Når du besvarer dette spørgsmål, skal du selvfølgelig have dit formål og dine mål i tankerne, så du ikke bare skyder fra hoften. Men hvordan kommer du så i gang med at finde ideerne og historierne?

Mange har en frygt for, at de ikke har nok spændende indhold til at lave interessante film. Men det er simpelthen bare ikke tilfældet. Der er historier overalt, de skal bare graves frem. Og netop dét at få dem frem og få dem fortalt kan være svært. Derfor er det vigtigt, at man ved præcist, hvad det er, man vil sige med sine film. Har du først ideen om, hvilke budskaber du vil frem med, bliver det nemmere at finde de historier og vinkler, der kan understøtte budskaberne. Skal du f.eks. bruge film til at vise, hvordan dine produkter virker, vil du sikkert allerede kunne komme i tanker om de første tre udfordringer, dine produkter kan løse.

Der er også mange, der ved, at de har masser af historier at fortælle, men simpelthen bare ikke har knækket koden til hvordan. Og her kan film muligvis være svaret. Utroligt mange ting og situationer kan være svære at forklare med tekst, da det ofte er noget halv-kompliceret, som kun du oppe i dit hoved ved præcist, hvordan hænger sammen. Men kan du vise det med billeder og bevægelse i stedet, er det en helt anden sag.

Når du ved, hvilke historier dine film skal fortælle, er det tid til at overveje, hvilke typer af film, der vil egne sig bedst til de forskellige historier. Dette kan variere fra historie til historie og virksomhed til virksomhed. Og der findes mange forskellige typer af film, der er gode til hvert deres formål.

Få inspiration og læs mere om nogle af de forskellige filmtyper, der findes her.

Step 5: Beslut hvem, der skal lave videoerne

Nu har du defineret formålet med at bruge videomarkedsføring med din målgruppe i tankerne, du har sat dig nogle mål, og du har fundet frem til, hvilke historier og budskaber dine videoer skal fortælle. Det vil sige, at du faktisk er ved at være klar til at lave videoerne. Men først skal du beslutte, hvem der skal gøre dette. Her er selvfølgelig en række overvejelser, du skal gøre dig. Og nu skal du passe på ikke at ende tilbage ved step 1, hvor jeg prøvede at begrave undskyldningerne om tid og penge. Overvej hvilke ressourcer du har internt i virksomheden, og hvilke muligheder du har, så du sikrer, at du får lavet alle de film, du har brug for på den måde, du ønsker det. Er det film til de sociale medier, er det måske nok, at din marketingmedarbejder dykker ned i mulighederne med at filme og redigere på en iPhone. Vil du gerne have en smule mere professionelle film, er det måske et eksternt filmbureau, du skal involvere i det. Og igen, husk på de 76% øget salg. Desuden er det ikke nødvendigvis meget dyrere end at klare det selv – ikke hvis du tænker over den tid din marketingmedarbejder skal bruge på at sætte sig ind i det, filme og redigere kontra den tid et professionelt filmbureau vil bruge på at have en film klar til dig.

Step 6: Planlæg dine videoer i din content kalender

Når du er nået til step 6, er du ved at være rigtig langt. Nu skal du nemlig til et planlægge selve eksekveringen af din videomarkedsføringsstrategi. Det lyder måske nemt, men det er faktisk her, at mange går i står. Man har de bedste intentioner om, at man skal have lavet en masse film, og de skal deles på alverdens online medier og generere en masse visninger. Men når det kommer til stykket, ender filmene ofte med bare at ligge og samle støv. Eller også får man slet ikke lavet alle de film, man oprindeligt gerne ville. Og det er her en content kalender er din bedste ven.

Hvis du allerede bruger en content kalender til dine sociale medier og nyheder, er det simpelt blot at plotte videoer ind sammen med resten af dit indhold. Hvis ikke, så anbefaler jeg kraftigt, at du kommer i gang hurtigst muligt. En content kalender er i bund og grund bare en plan for, hvor og hvornår alt dit indhold skal deles. Og der kan du bruge noget så simpelt som et Excel ark. Jeg laver den typisk for en måned ad gangen, men intervallerne er selvfølgelig helt op til dig. Det vil sige, at i starten af hver måned, eller periode, skal du sætte dig ned og plotte dit indhold ind på de datoer og de medier, du gerne vil dele det på. Og her inkluderer du altså både tekst-, billede- og video-opslag. På den måde får du integreret dine film som en naturlig del af dit indhold på de givne medier, du bruger. Har du først fået lavet dine videoer, kan du lige så godt bruge dem på flere platforme. Dog skal du være opmærksom på, at vinklen i dine opslag og nyheder sandsynligvis skal varieres fra medie til medie. Og dette kan du også notere i din content kalender.

Nu må jeg hellere huske at sige, at du selvfølgelig stadig skal have øje for dine formål, din målgruppe og dine mål, når du planlægger dit indhold og dine videoer. Ved du f.eks., at der de næste to måneder skal fokuseres på at indsamle mails til dit nyhedsbrev, så skal dine opslag og de film du bruger naturligvis tilpasses til dette fokus.

Step 7: Læn dig tilbage og se effekten

Når du har lavet din strategi og din content kalender, er der kun én ting tilbage at gøre: Læn dig tilbage og se effekten af din videomarkedsføring. Vent på, at kunderne strømmer ind og dit salg eksploderer.

Okay, så nemt går det måske ikke. Men inden længe vil du se dine delmål stille og roligt rulle hen mod dit mål. Så længe du har dit formål, dine mål og din målgruppe for øje, når du laver og deler dine videoer, skal du nok begynde at se resultater. Men hav tålmodighed og følg kontinuerligt op på, hvordan dine videoer klarer sig og brug den viden fremadrettet.

Vil du have flere tips til, hvordan dine videoer kan klare sig endnu bedre, er du altid velkommen til at stille dine spørgsmål i kommentarfeltet.

Michelle Hemmingsen

Content marketing manager

Mail: michelle@signafilm.dk

Telefon: +45 29 73 46 77